Af Peter Bay Knudsen
Forspiring af kartofler efter den hollandske metode
Økologiske kartofler.

Forspiring.

I de seneste år har vi i den økologiske kartoffelavl set kartoffelskimmelen spille en stor rolle både på udbytte og kvalitet af vore kartofler.
Det er vigtigt for en fortsat udvikling af den økologiske kartoffelavl, at vi tager alle tænkelige metoder i brug som ikke strider med vores dyrkningsprincipper som økologer,for at forbedre vores produktion.

Forspiring bliver efter min mening alt for lidt brugt i dag, med forholdsvis enkle metoder kan vi faktisk nå frem til et højere udbytte tidligere på sæsonen end vi når i dag
Der er ofte tale om et merudbytte på 30 % i brutto mængde, plus at færdigvaren er fordelt med en større andel af skrællekartofler.

Af andre fordele kan nævnes at høsten kan startes tidligere så man lettere kan opnå en god kvalitet.
Man undgår et stort ukrudtsproblem, samtidig med at det er meget skønnere at køre kartofler op i skjorteærmer.

Den gammel kendte metode med kartofler i spirekasser og lysstofrør er meget arbejdskrævende og kræver megen plads og er derfor bedst egnet til produktion af tidlige kartofler og i mindre målestok, der henvises til anden faglittetratur vedr. denne metode

........

Jeg vil her kun omtale en metode som er meget udbredt hos økologerne i Holland, og hos vore nordlige naboer i Norge og Sverige.


1. Udstyr.

Der anvendes specialsyede netsække, af et lyst materiale som kan rumme ca 125 kg kartofler. Disse sække har en velco lukning i bunden.

Stativerne med plads til 8-10 sække kan man selv lave, eller få den lokale smed til at fremstille.

De kan også købes færdigproducerede.

Derudover skal man råde over en beton plads med læ mod nord og øst.

2. Fyldning af sække.

Sækkene hænges op i stativerne, og holdes åbne ved hjælp af et afstands rør. Kartoflerne fyldes direkte i sækkene via et transportbånd fra sortereren, eller via storkasser.

Derefter kan kartoflerne flyttes med truck i stativerne der kan rumme op til 12,5 tdr.

Når kartoflerne er fyldt i sækkene kan man vælge at lagre dem indtil ca 6 uger før lægning. Blot de står i et ventileret rum ved en temp i nærheden af 4 C, er det et udmærket lager.



3. Brydning af spirehvilen.

Kartoflerne skal vækkes af spirehvilen inden de begynder at sætte spirer og bliver klar til lægning. Dette gøres nemmest i et isoleret rum hvor man hæver rum temperaturen til 10-20 grader. Det er vigtigt at luften ventileres godt så der er samme temp både ved gulv og loft.

Ved en høj temp fås mange spirer pr knold og dermed mange stængler som giver mange knolde.

Ved lav temp fås færre spirer pr knold og dermed færre stængler som giver få og store knolde. Ved den lave temp går processen langsomere.

Ved en temp på 15 grader tager det fra 1 -3 uger at vække kartofler, men det afhænger meget af sort,og opbevaring.

Når knoldende har dannet spirer på 1-2 m.m. ( store øjn) sænkes temperaturen til 5-7 grader og kartoflerne er klar til at komme ud i lyset. Bemærk indtil nu har det ikke været nødvendigt med nogen form for ekstra belysning.



4. Lyset, hærdning.

Kartoflerne skal stå i fri luft og lys, i ca 4 uger før lægning. Bedst og billigst er sollys.

Spiren gror ikke i længden når den får fuld lys, men bliver tykkere og sætter evt rødder og blade (små). Dette er meget vigtigt i processen, da spiren ikke må brække af under lægningen. Spiren skal være kort og tyk og sidde godt fast på kartoflen.

Kartoflerne må på intet tidspunkt udsættes for frost.

De store temperatur forskelle fra dag og nat betyder ikke noget for resultatet, blot der er en god ventilation, og des mere ventilation des bedre.

Luftfugtigheden skal være høj i hele lysperioden, helst 90 % rel fugtighed, kartoflerne må ikke forblive våde i længere tid (flere timer).

Intermistisk plasthus.

Man kan lave et intermistisk plastik hus af rundbuerør evt plast og lægter hvor man ligger plastikken over. Det er vigtigt at huset er min 0,5 m højere end kartoflerne (stativerne), for at undgå at kartoflerne direkte bliver kvalt af kondensvand og evt for høj temp. Der skal masser af luft til især når det er varmt, brug evt en ventilator.

Plastikken skal trækkes op i siderne om dagen og skal blot lukkes til hvis det er frostvejr om natten.

Det er en god ide at anbringe huset et sted hvor der er læ, og evt fast bund.

Bemærk det kan være nødvendigt med overbrusning/ vanding i huset hvis der bliver for tørt.


Plastiktunnel

Man kan også vælge at købe en plastiktunnel, som samlesæt, den kan man evt kan bruge til andre kulturer om sommeren.

Det er her meget vigtigt at der er gode ventilationsmuligheder. Evt et hus hvor gavlene kan åbnes i fuld bredde.


Udendørs opbevaring.

Sækkene dækkes i toppen over med plastik, helst hver enkelt sæk, så der kan passere vand ned langs kartoflerne. ( Man kan idag købe sække med en regn flap over)

Ved udsigt til nattefrost ned til 1-2 – grader er det tilstrækkeligt at dække kartoflerne med fiberdug sidst på eftermiddagen, så en del af dagens varme forbliver i stakken når de dækkes.

Ved udsigt til lavere temperaturer kan man vælge at køre kartofler ind i et isoleret lager, de nætter hvor det er hård frost.

Man kan også dække stakken med plastik, og derefter med fiberdug, det vil kunne holde frosten ude ned til –5 C, det er dog en forudsætning at der er sol og plusgrader om dagen.

Ved brug af plastik skal den straks om morgenen fjernes igen, for at undgå overophedning

Det er min erfaring at man får de bedste spirer ved at lade kartoflerne stå udendørs. Regn betyder ikke noget, blot det ikke regner direkte på kartoflerne og man ikke lægger kartofler når de er våde.

5.Lægning,

lægger

Lægning skal gøres med speciallægger, der findes flere modeller det er blot en forudsætning at maskinen er beregnet til at lægge forspirede kartofler med.

En koningsplanter kan bruges til lægning af både forspirede og alm kartofler, og den har samme kapacitet dvs man kører med samme fart uanset kartoflerne er forspirede eller ej.

Men hvis ikke læggeren er beregnet til at lægge forspirede kartofler skal man ikke gøre det, idet man kan ødelægge hele forarbejdet med en forkert lægger.

Fyldning af lægger

Læggeren fyldes direkte fra sækkene, ved at hænge stativet henover læggeren og åbne sækkene i bunden. Dette er en stor arbejdsbesparelse i forhold til spirekasser.

Læggetidspunkt.
 LÆGNING AF KARTOFLER

Kartoflerne lægges på samme tidspunkt som alm forvarmede kartofler. Den første dag efter. 10 april når jorden er bekvem.

En evt forsinkelse af læggetidspunkt betyder mindre ved de forspirede, end ved alm kartofler. Man får til gengæld en mere ensartet afgrøde med mindre angreb af rodfiltsvamp ved en evt senere lægning af forspirede kartofler. De spirer lynhurtigt frem, og vokser dermed fra mange af sygdommene under fremspiring.

6. Økonomi.

Omkostningerne til ovennævnte udstyr ligger på ca 3 kr pr kg læggekartofler. Dertil kommer omkostninger til ekstra arbejdsløn. Man påregner at sækkene kan holde i ca 10 år.

Det er vigtigt for sækkenes holdbarhed at de ikke udsættes for sollys når de ikke bruges.


Systemet forhandles af Bioselect Danmark APS
E-mail: peterbay@c.dk